Indret med farver
Boligtrenden går i mange retninger og heldigvis for det. Hvis vi alle valgte, at indrette i samme stil, ville det blive noget kedeligt. Jeg elsker selv at komme på besøg hos venner og veninder, som måske tør noget andet og som er modige, når det gælder indretning af hjemmet. Man kan lade sig inspirere og få gode ideer til at give boligen et løft eller en forandring i form af et nyt pust. Jeg lader mig inspirere af personlig indretning. Hjem som fortæller noget om personerne som bor i hjemmet. Det kan komme til udtryk på mange forskellige måder, i farvevalg på vægge, lofter og træværk. den kunst eller illustrationer de hænger på væggene, er der kulør på møblerne og hvilke nips får plads i vindueskarme, reoler og på borde.
Jeg er selv i gang med at renovere en gammel lejlighed. Den ene dag tænker jeg, at nu skal der farver ind og næste dag, ja så går det i en helt anden retning, derfor trækker projektet og ud længere end ønsket. Men som barn af 70 érne, taler farverne, det knap så ordentlige og de personlige ting til mig. Så nu har jeg sendt bud efter farveprøve nummer, jeg ved ikke hvad. Jeg lover jer, at når jeg er kommet lidt længere, inviterer jeg indenfor, så I kan se resultatet. Indtil da vil jeg vise jer lidt af det, som inspirer mig.
Når jeg skal finde nye ideer til indretning bruger jeg Instagram og Pinterest, men naturligvis så får jeg også daglig inspiration via mit job. Mine voksne børn er også en evig inspirationskilde, de er modige, når det kommer til valg af farver og interiør.
Vores nyeste brand på shoppen hedder Between Floors. Det er vores egen produktion af velourpuder i fin bomuldskvalitet i 18 skønne farver og kludetæpper/bomuldstæpper i mange fine farver og anvendelige størrelser. Vores kunder har taget rigtigt godt imod og fornylig var vi på fotooptagelse i min ældste søn og svigerdatters lejlighed i Hellerup. En lejlighed som de næsten lige er flyttet ind i, men som de allerede har sat et helt fantastisk smukt og personligt præg på.
Vælg farver til boligen
Hvis man ikke er så modig som min søn og svigerdatter, og kaster sig ud i at male stuens vægge i en forrygende pink og soveværelset i grønt, så kan man prøve sig mere forsigtigt frem og starte med at skifte puderne i sofaen eller på sengen ud med noget mere farverigt. Et nyt gulvtæppe som evt. matcher en af sofapuderne, en bakke på sofabordet eller farverne i et kunstværk på væggen. Man kan også gøre det omvendt og sætte kulør på væggene og så holde møbler og mere fast inventar i klassiske og rolige nuancer. Vægge kan altid males over, hvis man fortryder.
Man skal dog ikke være så bange for ikke at vælge de rigtige farver, men vælg med hjertet, så kan det aldrig gå helt galt. Man kan være tilbøjelig til at holde sig til nuancer fra samme farveskala og det er også fint, og så evt. bryde med en enkelt stol, vase, pude eller lampe. Det er de små tvist der skaber sammenhæng og frem for alt personlighed.
Hvilken farve skal man vælge?
Mange synes at det kan være svært at vælge farver til boligen, men i sidste ende er valget også et spørgsmål om temperament. Farver bør udvælges og afbalanceres med omtanke og omhu. Når du vælger farver til indretningen, skal du se boligen som helhed, tag højde for rummets lysindfald samt dets funktion. Du bør naturligvis også gøre dig en ide om, hvilke farver der er på møbler og den øvrige indretning.
Ved valg af farve til et rum, vil det oftes være en god idé at overveje, hvornår du primært opholder dig i det, så du kan tage højde for om farven bliver set i naturligt eller kunstigt lys. I soveværelset vil man som regel også gerne have en nuance, som er mere rolig og afdæmpet.
Mindre rum syner større, hvis man vælger en lys farve og store åbne rum bliver hyggeligere af en mere mættet farve. Man kan jo sagtens vælge en lys nuance til entreen og fortsætte ind i stuen med samme farve i en lidt mørkere udgave. Det vil give en flot sammenhæng.
Når det kommer til køkkenet, skal man overveje at væggenes farve også genspejler sig i maden, så her bør man vælge en farve som "klæder" madlavningen.
Farvernes virkning på rummet
Måden man opfatter farver på varierer efter, hvor stort et areal farven dækker. Jo mindre areal, jo lysere vil farven fremstå. Derfor vil en farve syne lysere på en mindre farveprøve, end når hele væggen eller rummet bliver malet. Så en god tommelfingerregel er, at du skal vælge en farve, der er flere toner lysere, end den du ser på farveprøven. Ting du skal tage højde for:
- Lyse farver får rummet til at syne større. I et rum med sparsomt dagslys, kan lyse farver reflektere lyset, hvilket gør rummet lysere.
- Mørke vægge kan få rummet til at synes mindre.
- Farvede endevægge kan samle rummet og få en lang gang til at virke kortere. Hvis man maler enkelte vægge en farve, kan man ændre opfattelsen af rummets proportioner.
- Kølige nuancer får rummet til at syne større og luftigt.
- Varme nuancer giver rummet en hyggelig og rolig atmosfære.
- Neutrale nuancer kan gør det nemmere at møblere og hænge billeder på væggene.
- Pangfarver og kontraster giver blikfang. En enkelt farvet væg kan flytte fokus til et bestemt sted i indretningen. Enkelte ting kan fremhæves via en stærk farve, men man kan også fjerne fokus fra en del af rummet, som man ønsker at bortlede opmærksomheden fra.